Må jeg be’ om virkeligheden?

Må jeg be’ om virkeligheden?

Unge er stressede og ensomme. Mere end en ud af fire unge kvinder føler sig ofte ensom og/eller stresset (Kilde: Den Nationale Sundhedsprofil 2013)  Hvorfor? Er det øgede krav til at skulle præstere i skolen, på de sociale medier eller i forholdet til kæresten?

Undersøgelser viser, at unge er pressede over at skulle opnå høje karakterer i fx gymnasiet (Kilde: DPU Aarhus Universitet 2017). De høje karakterer er lig med værdighed. Du er noget værd, hvis du får de rette karakterer. Det er skræmmende. Karaktergennemsnit og værdighed hænger sammen!

Udover at skulle præstere høje karakterer og være en fantastisk ven mv., så er unge såvel som alle andre også presset af at skulle have det godt, se godt ud og kunne fortælle historien om succes. Men virkeligheden er vel nok nærmere, at vi IKKE udelukkende har det godt. Virkeligheden er vel, at det svinger op og ned hele tiden. Det er ikke rart at fortælle den gode historie om succes, når virkeligheden er en anden. Det er uudholdeligt. Det er ikke autentisk. Det er ikke ærligt.

Hvordan har du det? Tør vi ærligt fortælle hinanden hvordan vi reelt har det? Tør vi gøre os selv sårbare? Det er gennem det at turde at være sårbare, at vi har mulighed for at virkelig at mødes. Det kræver et andet rum end det, de sociale medier tilbyder. Det kræver et andet rum end mange institutioner, arbejdspladser og endda venskaber tilbyder. Husker vi at spørge hinanden “hvordan har du det?” og virkelig mene det - frem for udelukkende at spørge hinanden “hvordan går det?” og afvente et automatisk “fint”?

Vi har en stor opgave i at skabe trygge rum, hvor vi kan dele virkeligheden. Og vi skal kunne dele virkeligheden for at vokse og for at udvikle os. Det samme gælder, når vi skal arbejde med kreativitet og innovation. Vi skal kunne dele de udfordringer, vi har, og vi skal føle os trygge til at bidrage til løsningen af dem. (Kilde: Harvard Business Review) 

I Handlemod arbejder vi med at skabe den tryghed, der skal til for at kunne italesætte udfordringer og den tryghed, der skal til for at være sig selv sammen med andre. Det gør vi, fordi det er nødvendigt for læring og trivsel. Ingen arbejder i længden godt i miljøer, som er utrygge, og hvor man ikke føler sig værdsat - og disse miljøer er ikke grobund for kreativitet, handling og forandring.