Fra valg-apati til valg-handling

“I burde gøre dette med hele byrådet”

Sådan sagde en af de politikere der var med til søndagens workshop “VI giver børn og unge en stemme - vi gør det sgu”. Vi føler, at alt for mange er ramt af følelsen af opgivenhed og apati - også i forhold til politik. Det er vi ofte selv. Det vil vi forandre.

Derfor bad vi folk om at forholde sig til spørgsmålet “Hvad pisser dig af ift børn og ungepolitik?” Det gør vi for at få folk til at mærke deres frustration, vrede og indignation. Her findes der nemlig stor uforløst energi, som kan bruges som afsæt til at skabe forandringer. Bag frustrationerne og vreden ligger der en drøm om, at tingene kunne være anderledes.

Malou på 10 var frustreret over, at hendes klasse skal køre i bus for at komme til idræt i skolen. Det tager nemlig tid væk fra idrætstimerne. Hun drømmer om en hal på skolen i Hjortshøj. Birk på 12 var frustreret over klamme toiletter i skolen. De er nemlig så klamme, at man hellere vil holde sig. Han drømmer om ikke at skulle få ondt i maven over at holde sig. Mette Bjerre var frustreret og ked af mangel på respekt og anerkendelse for de professionelle fagpersoner, som lærere og pædagoger. Hun drømmer om en kultur, hvor vi anerkender folks fagligheder, og hvor vi ikke har behov for at teste børnene fra de er helt små.

Deltagerne blev udfordret til at tage et første skridt ift deres frustrationer og drømme. På under en halv time skulle de minimum tage et skridt.  

Derfor ringede Malou til veninde for at mødes og producere noget kreativt, som de derefter sælger for at skaffe flere penge til en multihal i Hjortshøj. Birk fik skrevet et brev til skolelederen om toilet-problemet for at skabe opmærksomhed på udfordringen. Mette Bjerre skrev en anerkendende mail til de to pædagoger, som havde taget så godt imod hendes barn.

Tiltagene løser ikke problemerne her og nu, men gør dog en forskel. Og det vigtigste er, at deltagerne oplever, at de selv kan tage handling ift de udfordringer, som de står overfor. Der var fire politikere tilstede, så chancen for, at minimum et af de fantastiske mennesker kommer i byrådet er stort. Så næste skridt må være at udfordre et samlet byråd til handling.